Psykoterapeutisk Instituts historie
Det første skridt mod Psykoterapeutisk Institut blev taget, da Lise Peetz-Schou, Sverre Stokke og Hanne Bloch Gregersen under deres uddannelse på Kempler Instituttet lejede sig ind i Gothersgade og startede klinik sammen. Samtidig startede Lise og Sverre en terapigruppe. Gruppen begyndte sit arbejde den 1. september 1982 på 80 kvadratmeter i Gothersgade 14 med 4 timers ugentlig sekretærhjælp. Hanne holdt op i klinikfællesskabet efter halvandet år for at hellige sig andre opgaver og Lise og Sverre gik - på terapigruppens anmodning - i gang med at beskrive det arbejde, der havde fundet sted. Denne beskrivelse blev grundlaget for uddannelsen i oplevelsesorienteret psykoterapi. Den første træningsgruppe startede i august 1985. Den havde udgangspunkt i Gothersgade, men størstedelen af træningen var af pladshensyn henlagt til internater uden for huset. Lise, der på det tidspunkt arbejdede på en psykiatrisk afdeling, oplevede hver dag, hvor meget personalet efterlyste kurser, hvor man arbejdede med sig selv, så det indgik i idégrundlaget for den nye træningsgruppe, at den skulle være for mennesker, der arbejdede med andre mennesker.
Det varede kun et år, før en huslejeforhøjelse tvang Instituttet ud af Gothersgade. Det lykkedes at leje lokalerne ud for den resterende periode og få et nyt lejemål i en villa på Kajerødvej i Birkerød. To hoveder var for lidt til de mange opgaver. Derfor spurgte Lise og Sverre Jesper Juul fra Kempler Instituttet, om han kendte nogen, der kunne supplere gruppen. I sommeren 1987 indtrådte Lars Flint og Christine Byriel som medejere. I første omgang var aftalen at arbejde sammen i et år, men det samarbejde som kom i stand, varede mere end et tiår.
Sverre forlod Instituttet i 1989 og samme år modtog Instituttet et brev om, at man kunne købe villaen på Kajerødvej - eller flytte. I første omgang lejede man sig ind hos KFUK i Skindergade og det gav anledning til et pudsigt intermezzo.
Lise havde på en jordomrejse lært en maorihealer og en krystalterapeut at kende, som hun i tidens ånd gav lov til at benytte Instituttets lokaler i sommerferien. Hun havde ikke taget værtsfolkene i ed. Da de mødte den fjerprydede healer i Skindergade, alarmerede de sekt-jægeren Johs. Ågård i Århus og Instituttet fik ikke fornyet sin lejekontrakt.
Kort efter flyttede Instituttet ind i sine nuværende lokaler i Skindergade 31, hvor der snart kom nye timelærere til: Hanne Bloch Gregersen, Merete Schiellerup, Erik B. Smith og Nina Camitz. Erik og Nina bevarede tilknytningen til Instituttet, da de i 1992 grundlagde Nordisk Gestalt Institut. Lars derimod forlod Skindergade, da han i 1998 grundlagde Gråbrødre Instituttet. Hans plads i ledelsesteamet blev overtaget af Erik. Instituttet fik også ny sekretær, som opbyggede Instituttets administrative systemer fra grunden. Det var Winnie Johansen, som også førte tilsyn med en omfattende ombygning af lokalerne i Skindergade og varetog den administrative del af åbningen af en afdeling i Århus i år 2000.
Da Christine i 2001 ophørte som medejer og overtog Psykoterapeutisk Institut i Århus som selvstændigt institut, kom Hanne Bloch Gregersen tilbage på fuld tid og indtrådte i ledelsesteamet sammen med Erik og Lise.
1. februar 2005 fik Psykoterapeutisk Institut i København en administrerende direktør. Instituttet var nu vokset så meget, at det krævede professionel administrativ styring. Mette Peetz-Schou - Lises datter, som i 2 år havde været konsulent med 20 timer om måneden sagde til vores store glæde ja til jobbet.
Sommeren 2005 følte Erik, at han måtte have luft under vingerne, mere frihed og prøve nye udfordringer. I august overlod Lise ansvaret for at kvalitetssikre det faglige arbejde på Psykoterapeutisk Institut til Hanne Bloch Gregersen, men bibeholdt selv medlemskab af ledelsesteamet, Instituttets øverste ledelse. I sommeren 2006 valgte Winnie at forlade Instituttet til fordel for Psykoterapeut Foreningen. Samme sommer indtrådte Susanne Blom i ledelsen.
I 2004 startede en ny epoke i Instituttets historie med processen frem imod at blive kvalitetsvurderet, og de første studerende startede på den uddannelse vi søgte kvalitetsvurderet i august 2005. I foråret 2006 gennemførte det første hold et afsluttende eksamensforløb og blev færdige som eksaminerede oplevelsesorienterede psykoterapeuter. I efteråret 2006 udbød instituttet for første gang en ny 1-årig efteruddannelse for færdiguddannede terapeuter i eksistentiel terapi på eksistensfilosofisk grundlag.
Den 1. september 2007 kunne Instituttet fejre 25 års jubilæum. Det skete med en række spændende foredrag efterfulgt af reception på selve dagen. Samtidig fik Instituttet sit navn på facaden efter næsten 18 år på adressen. Et smukt lysdiodeskilt lyser nu over Jorcks Passage ud mod Skindergade.
2008 blev så året, hvor vi som de første blev endelig evalueret op i mod de ministerielle kvalitetskriterier. Den viser at vi efterlever alle kriterier til fulde uden anmærkninger.
Ved årsskiftet 2008/2009 valgte ledelsen at det var tid for at professionalisere virksomheden yderligere gennem etablering af en bestyrelse. Mette valgte at trække sig tilbage som administrerende direktør for at hellige sig arbejdet i bestyrelsen og Bent H. Niebling blev ansat som ny administrerende direktør. Instituttet har nu en bestyrelse bestående af Lise Peetz-Schou, Mette Peetz-Schou og Bent H. Niebling og en daglig ledelse bestående af Bent H. Niebling, Lise Peetz-Schou, Hanne Bloch Gregersen samt den nyudnævnte kommunikations- og udviklingschef Helle Damsgård.
Med årene er Psykoterapeutisk Institut vokset og har fået en stor, velkvalificeret og fagligt bredt favnende underviserstab. Vi har i dag tilknyttet ca. 25 undervisere til at varetage undervisningen af vores ca. 300 studerende. Sekretariatet består i dag af 7 inkl. ledelsesteamet.
Psykoterapeutisk Instituts historie er vævet sammen med historien om oplevelsesorienteret psykoterapi i Danmark og i lyst og nød forbundet med andre uddannelsessteders historie. Også fremover vil Instituttet være centralt placeret i uddannelsen af fagfolk og i udviklingen af oplevelsesorienteret psykoterapi.